Lillian Campbell

Hon. News to Novels

Prof. Jean Lutes

18. december 2006

The Life of Dorothy Dix and Her Columns as Evidence of the Inherent Flaws In the Form of the Advice Column

I sin tidlige tid som aviskvinde skrev Elizabeth Meriwether Gilmer i sin “Sunday Salad”-spalte en refleksion over rådgivende klummer i sin “Sunday Salad”-spalte. Hun kaldte dem “litterære freaks, der ville være enormt morsomme, hvis de ikke også var patetiske” (Kane 62). Mange år senere ville læserne genkende Gilmer, bedre kendt under sit pseudonym Dorothy Dix, som rådspaltens bedstemor. Da hendes popularitet var på sit højdepunkt under Anden Verdenskrig, modtog Dix over 1.000 breve om dagen fra læserne. Hendes klumme blev offentliggjort i 273 aviser verden over og blev læst af anslået 60 millioner mennesker (Weatherspoon 10). Dix’ enorme popularitet er et bevis på hendes succes som rådgivende klummeskribent. En undersøgelse af hendes klummer kan således være med til at definere komponenterne i enhver succesfuld klumme og karakteren af en succesfuld klummeskribent. Samtidig afslører komponenterne i Dix’ succesfulde klummer imidlertid også iboende fejl i rådgivningskronikkens natur som en form for journalistisk udtryk. Ved at sammenligne Dix’ klummer med Nathaniel Wests novelle Miss Lonelyhearts kan man se, at de samme fejl, der er indbygget i Dix’ klummer, var skyld i Miss Lonelyhearts’ fald.

Først og fremmest tjener Dix’ svar som bevis på, at rådgivende klummer først og fremmest skal give en løsning, der er tilfredsstillende for deres læsere. Ideelt set bør løsningen være det bedste råd, som læserne selv ville finde på. Dix kunne lide at referere til denne mission gennem et citat, der beskrev Abraham Lincoln: “When he spoke the common people heard themselves think out loud” (Kane 134). Dix’ formel for disse universelle svar er utvivlsomt udviklet ud fra hendes egne personlige erfaringer. Hun udtalte: “Jeg har selv haft et broget og uroligt liv, så de problemer, der stilles til mig, er ofte dem, jeg selv har oplevet” (Washburn 20). Og selv om hun ikke selv havde oplevet specifikke begivenheder, havde Dix’ egne erfaringer lært hende, hvordan hun kunne finde lykken i modgang.

Efter hendes mors død i en ung alder giftede Dix’ far sig igen, og som attenårig giftede hun sig med sin stedmors bror, George Gilmer. Han led af en “uhelbredelig psykisk sygdom”, var humørsyg og ude af stand til at bestride et arbejde (Abramson 39). Mens hun forsøgte at forsørge sig selv og sin mand, fik Dix et nervøst sammenbrud. Da hun genvandt sine kræfter på et feriested på Mississippi-kysten, fandt hun vej til redaktøren af Times Picayune (Abramson 40). Her begyndte Dix sin karriere som rådgivende klummeskribent. Det var imidlertid hendes baggrund og lidelser forud for karrieren, der hjalp hende med at formulere sin løsning på lykke, som hun senere skulle tilbyde læserne.

Autorer Hartnett Kane og Ella Bentley forklarer Dix’ løsning som havende to alternativer. Hun ville enten råde læserne til “1) forskellige former for adfærd eller 2) accept af den situation, som de befandt sig i” (Kane, Arthur 1). Som et eksempel på den første tilgang rådede Dix en dreng, der var forstyrret af sin kærestes dårlige manerer, at “De har helt sikkert brug for nogen til at lære dem manerer og grammatik… Der er ingen, der så effektivt kan formidle disse oplysninger som den ven, som de forsøger at få et hit med” (“Young Girls”). Afhængigt af situationens karakter og mængden af information, der blev givet, havde Dix mulighed for at afgøre, hvor meget handling forfatteren var i stand til. I et tilfælde, hvor en enke opregnede, at hun havde mange penge, men overvejede at gifte sig med en alkoholiker for at få selskab, rådede Dix hende til at forlade forholdet med det samme, da: “Hvis en kvinde har penge, er der intet, der forhindrer hende i at etablere sit eget individuelle hjem” (“Widows”).

Men samtidig forstod Dix, at handling ikke altid var en mulighed for dem med få penge eller dem, der var bundet til deres familier. I disse tilfælde nærmede hun sig løsningen ved at foreslå, at den enkelte skulle ændre sin indstilling til livet. Da f.eks. tre elevatoroperatører skrev og spurgte, om monotonien ved at betjene en elevator kunne drive dem til vanvid, svarede hun: “Vi får interesse og spænding ud af vores arbejde i lige så høj grad som det, vi lægger i det. Hele det menneskelige drama udspiller sig under dine øjne. Se efter det, og du vil ikke længere finde dit arbejde monotont” (“Child Bride”). Dette ideal om, at den enkelte selv skal skabe sin egen lykke, var af afgørende betydning i Dix’ “Dictater for et lykkeligt liv”. Det første råd på denne liste er: “Hav en vilje til lykke”, og mindst syv af disse ti diktater fokuserer udelukkende på tankesæt og ikke på handling (“Miss Dix’s” 1). Maurine Beasley fortolkede Dix’ perspektiv på kvindens plads ud fra denne konvention om at ændre tankesæt. Beasley fremhævede, at Dix ofte rådede til accept af kvindens plads snarere end til revolution: “Gilmer gik ind for personlig tilfredsstillelse ved at leve modigt midt i vanskelighederne i stedet for at stræbe efter sociale ændringer for at gennemføre feministiske mål” (6).

På samme måde forsøgte titelfiguren i Nathaniel Wests Miss Lonelyhearts, at opmuntre den enkelte til at skabe sin egen lykke. Han hævdede: “Enhver mand, uanset hvor fattig eller ydmyg han er, kan lære sig selv at bruge sine sanser. Se den skyklædte himmel, det skumdækkede hav…” (West 26). Alligevel er det Lonelyhearts’ personlige manglende evne til at finde et svar eller lykke for sig selv, der gør hans svar utroligt uoprigtige. Som søn af en præst forlod Lonelyhearts college idealistisk og selvsikker: “de havde troet på litteraturen, havde troet på skønhed og personlig udfoldelse som et absolut mål. Da de mistede denne tro, mistede de alt” (West 14). Lonelyhearts’ idealistiske liv afholdt ham fra at formulere en personlig løsning og et svar at tilbyde sine læsere.

Selv Dix havde, på trods af sin tostrengede løsningstilgang, ikke svaret på alle problemer. Denne manglende evne hos et enkelt individ til at have alle svarene er et bevis på den første iboende fejl i rådgivningskronikkens natur. Dix accepterede sine mangler og sagde engang til en kollega: “Hvis jeg nogensinde kommer til den dag, hvor jeg tror, at jeg har ret i alting, så lov mig, at du skyder mig!” (Weatherspoon 10). En anden kollega reflekterede over hendes nysgerrighed og ønske om at lære mere gennem hele livet: “Hun ville give mig et blik: “Det har jeg aldrig hørt om. Fortæl mig om det…’… Mens jeg talte, indså jeg, at hun sugede tingene til sig, og at hun på et tidspunkt … ville trække det ud af hovedet” (Kane 63). Dix accepterede sin mangel på universel viden og var ikke bange for at gøre det klart for sine læsere, at hun kun var et enkelt individ og ikke altid havde svaret. Retorisk spurgte hun sine læsere: “Hvis vi mangler en kærlighedsdetektor, hvordan skal vi så vide, hvilken kærlighed der vil vare ved, og hvilken kærlighed der er den ægte, sande, den ægte, den der er blæst i flasken?” (“What Sort of Love Lasts?”). Klummeskribentens manglende evne til at give en løsning på alle læserens spørgsmål er den første fejl, der ligger i rådgivningsklummes natur. Det er en fejl, der skyldes, at klummeskribenten kun er et menneske.

På trods af denne fejl troede Dix dog fuldt og fast på gyldigheden af sine råd. Denne tillid hos forfatteren til sin evne til at forbedre livet for dem, der skriver for at få råd, er afgørende for en klummes succes. For Dix blev denne tillid født af hendes tidlige erfaringer og hendes succes med at bevare lykken for sig selv på trods af modgang. Hun forklarede: “Hvis jeg havde trukket mig tilbage eller havde svigtet, ville den kraft, jeg måtte have til at hjælpe andre, være gået tabt. Jeg kunne ikke sigte mod, at de skulle være stærke, medmindre jeg selv var stærk” (Weatherspoon 8). Hun forblev stærk og glad, og det er denne indre styrke, som Dix brugte til at retfærdiggøre sin plads som rådgiver. Som Dix senere udtalte: “Det er kun de kvinder, hvis øjne er blevet vasket klare med tårer, der får det brede syn, der gør dem til små søstre for hele verden” (Beasley 6).

Som “lille søster for hele verden” opretholdt Dix en tone af matronal selvtillid gennem hele sin klumme. Ved vurderingen af tonen i Dix’ klummer i forhold til Dear Abby bemærkede forskerne, at “Dorothy Dix havde en tendens til at være mere autoritativ i sine svar og mindre tilbøjelig til at blive udfordret af læserne” (Kanervo, Jones, White 11). Da en flok gymnasiepiger skrev til Dix og spurgte, om de skulle forlade skolen for at blive gift, svarede Dix med autoritet: “Måske hvis jeg … vidste lige så lidt om livet som I gør, ville jeg måske være dum nok til at tænke på at forlade skolen og blive gift, men da jeg er ældre … Jeg vil opfordre jer med alt, hvad jeg kan sige, til at udskyde jeres bryllup i fem eller seks år” (“Child Bride”). Dix foretager ofte sådanne vurderinger uden at tøve, idet han fortæller et forladt barn, der nu er voksen, at hun ikke skylder deres forældre noget (“Young Girls”) eller bebrejder manden, at hans kvinde ikke er stolt af og nyder sine pligter (“Viewing Homemaker’s Job”).

Dix’ selvtillid afholdt hende fra at sukkersøde virkeligheden, ligesom hendes overbevisning om, at “nogle gange vil man have stærkt kød og ikke omelette soufflé” (Kane 63). Der er ingen tvivl om, at læserne beundrede denne forkærlighed for ligefrem ærlighed. En mand forklarede Dorothys succes med denne selvtillid og sagde: “Du har en rygrad, der får dig til at sige det, du mener, og en sjov knogle, der gør det let for os at tage det” (Weatherspoon 10). Den iboende fejl i denne “rygrad” er imidlertid, at Dix’ selvtillid og no-nonsense-tilgang fik læserne til at henvende sig til hende ikke som en ledsager, men som en Kristus-figur. Dette Kristus-kompleks er den anden fejl, der ligger i rådgivningskolonnens karakter. En klummeskribent kan ikke give syndsforladelse, og Dorothy Dix var trods sin erfaring og selvsikkerhed ikke Kristus. Ikke desto mindre begyndte hun at opnå den slags religiøs betydning i samfundet.

En kvinde skrev til Dorothy Dix, efter at billedet, der ledsagede hendes klumme i aviserne, var blevet ændret, og sagde, at denne ændring var “‘næsten som at prøve at bede til en ny Gud!'” (Kane 296). For at føje til denne forvirring brugte Dorothy med mellemrum sine spalter som et sted for religiøse referencer. Ved en lejlighed rådgav hun en mand, der var bekymret over sin kones utroskab, men ikke over sin egen, ved at henvise til et citat i Bibelen: “‘Lad den, der er uden synd blandt jer, kaste den første sten’. Du har den store lærers ord til at lede dig. Hvis hun tilgav dig, hvorfor skulle du så ikke tilgive hende?” (Kane 281). Hun brugte også prædikener, som hun havde hørt, som udgangspunkt for sin egen diskussion, og af og til argumenterede hun endda imod det, som prædikanten havde sagt. Hendes artikel “The Reason Men Do Not Marry” begynder således: “The other night a famous Philadelphia divine preaching a sermon…” (1).

Et endnu mere forfærdeligt var det, at præster begyndte at henvende sig til Dix for at få vejledning. “Andre præster, erfarede hun, brugte hendes klummer som temaer for prædikener, og en af dem helligede fem på hinanden følgende prædikener til hendes diskussioner om ægteskab” (Kane 224). Dix’ klummer behandlede emner, der var relevante for tiden, og var måske en god måde for religiøse autoriteter at erkende de problemer, som deres sognebørn havde brug for at få løst. Ikke desto mindre erkendte selv Dix, at “mit skrivebord har været en skriftestol, hvor mænd og kvinder har åbnet deres hjerter …” (“Public Ledger” 1). I nogle tilfælde henviste Dix læserne til en præst for at få religiøs vejledning (Kane 196), men i andre tilfælde accepterede hun sin plads som Kristus-figur med lethed og gav råd med selvtillid og selvsikkerhed.

I modsætning hertil forhindrede Lonelyhearts religiøse baggrund og hans eget tab af tro ham i at kunne acceptere sin plads som Kristus-figur i læsernes øjne. Alene hans tab af tro førte til forvirring om grænsen mellem rigtigt og forkert: “Hvis han bare kunne tro på Kristus, så ville utroskab være en synd, så ville alt være enkelt og brevene ekstremt lette at besvare” (West 26). Desuden havde Lonelyhearts’ svar på problemerne altid været Gud. Hans løsning var i modsætning til Dix’ helt afhængig af troen, i en sådan grad, at han ikke kunne svare sine læsere oprigtigt uden at inddrage Gud: “Ved at undgå Gud havde han undladt at udnytte kraften i sit hjerte og havde blot skrevet en klumme til sin avis” (West 49). Miss Lonelyhearts’ manglende evne til at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, eller til at finde et svar, der ikke involverer Gud, kompliceres kun af hans plads som Kristus-figur. Shrike parodierer den måde, hvorpå Lonelyhearts optræder som Kristus, idet han efterligner en bøn til “Miss Lonelyhearts” i begyndelsen af novellen (West 1) og henvender sig til Lonelyhearts som “the master” (West 53) mod slutningen af bogen. West fremhæver Kristus-komplekset som en fejl, der er indbygget i rådgivningskolonnens natur, ved at understrege den måde, hvorpå Lonelyhearts’ position som Kristus kombineret med hans tab af tro og tab af et svar, bidrager til hans fald.

Men på trods af hendes autoritative tone og position som Kristus-figur misbrugte Dix aldrig sit publikum eller udnyttede den magt, hun havde over en så stor del af befolkningen. Da andre foreslog, at Dix skulle gøre sin klumme til en konkurrence og udlove en pris for det bedste brev, nægtede hun, da hun så, at det ville “bringe hendes korrespondances anonyme karakter i fare og dræbe folks tillid til hende” (Kane 154). På samme måde undgik hun at lade sig lokke af at gøre sin postkasse til et ægteskabsbureau (Kane 182) og udsatte endda sekretariatsassistance til senere i sit liv. Til sidst fik hun én sekretær, Ella Arthur, men selv da blev formularbreve sjældent brugt, og Arthur svarede ofte individuelt med variationer baseret på års studier af Dix’ arbejde (Kane 260). Frem for alt var Dix hengiven over for sin opgave og hævdede: “I can’t do this lightly” (Weatherspoon 10).

Dix’ ansvar var bestemt ikke let arbejde. Hun havde ofte til opgave at tilbyde trøst og beroligelse til dem, der overvejede selvmord (Kane 8-9) eller var overbevist om, at det ikke var Guds vilje, at de skulle opereres for en mavesygdom (Kane 195-6). Dix havde bogstaveligt talt liv i sine hænder, og hendes fuldstændige hengivenhed til sit arbejde afslørede arbejdets alvor. I 1905 gik Dix ind i en lang periode med sygdom som følge af hendes forsøg på at besvare alle sine breve, mens hun dækkede mordsager. Mens dækningen af disse retssager øgede hendes berømmelse, “troede Dix på værdien af sine rådgivende klummer og mente, at de faktisk hjalp enkeltpersoner med deres problemer, selv om hun frasagde sig enhver social nytteværdi i sin rapportering af berømte mordsager” (Beasley 1). Dix opgav til sidst at rapportere om retssager for at koncentrere sin energi udelukkende om sine klummer. Hun reflekterede: “Jeg havde været glad for at lave dem, men nu var jeg blevet mere og mere interesseret i disse breve fra læserne, og mere og mere optaget af dem” (Kane 213). Dette engagement over for sine korrespondenter fik rådgivningsspalten til at dominere hendes liv.

“Hendes klummer og brevene var blevet hendes liv … de kom tættere og tættere på hinanden, indtil de var næsten identiske” (Kane 235). En ven reflekterede over, at Dorothy ikke kunne undslippe klumperne, selv ikke i samtaler. “‘Jeg sad der med hende, og så gik det pludselig op for mig, at jeg talte med en institution'”. (Kane 235). Da Dorothys forhold til George Gilmer sluttede, vendte hun sig til spalterne for at finde trøst og lindring. “Som altid hjalp disse breve fra andre angrebsramte mænd og kvinder hende med at genoprette balancen” (Kane 246). Men ligesom grænsen mellem Dorothys liv og hendes arbejde blev uklar, brød hendes læsere også grænsen mellem klummeskribent og korrespondent.

Da Dix’ succes og popularitet voksede, modtog hun gaver fra personer, der takkede hende for råd, der reddede deres ægteskab, invitationer til at holde jul med familier over hele landet og anslået et ægteskabsanmodning om ugen (Weatherspoon 11). En 65-årig ungkarl på en gård i Nebraska skrev ind: “Jeg ved ikke, hvordan dine omstændigheder måtte være, men ved din sunde fornuft, dine sympatiske råd og din fremragende skrivning hele tiden, er jeg sikker på, at du ville passe mig helt fint, hvis jeg ville passe dig” (Kane 181). Offentligheden kunne ikke adskille den individuelle Dorothy Dix fra det foto og de breve, de læste i avisen. Den intimitet, som Dorothy delte med dem, der skrev til hende, resulterede i et brud på deres klummeskribent-korrespondent-forhold. Dette brud på grænserne er den tredje fejl, der ligger i institutionen rådgivende klumme.

Sådan finder Miss Lonelyhearts sig ikke i stand til at undslippe klummeskribentens position selv i sit eget liv. I sit forhold til Shrike’s kone indser han: “Til gengæld for et almindeligt antal kys ville han være nødt til at lytte til en ekstraordinær mængde klager” (West 20). Denne position begynder at hjemsøge selve hans tilværelse.

Grænsen mellem Miss Lonelyhearts liv og hans klummer nedbrydes, da de breve, som han engang kunne spøge med, begynder at dominere hans tanker. Lonelyhearts forklarer sit dilemma til Betty ved at sige: “Han ser, at størstedelen af brevene er dybt ydmyge bønner om moralske og åndelige råd … Han opdager også, at hans korrespondenter tager ham alvorligt” (West 32). Lonelyhearts kan ikke længere grine af de breve, han modtager, og bliver i stedet dybt berørt af lidelserne. Han reagerer på forskellige måder på fortvivlelsens pest, på et tidspunkt vrider han endda armen om på en lille gammel mand: “Han vred armen om på alle de syge og elendige, knækkede og forrådte, uartikulerede og impotente. Han vred armen om på Desperate, Broken-hearted, Sick-of-it-it-all, Disillusioned-with-tubercular-husbands arm” (West 18). Lonelyhearts er hjemsøgt af lidelsen, og som svar på denne plage går han længere end Dix nogensinde gjorde for at bryde grænsen mellem korrespondent og klummeskribent – han har et forhold til Faye Doyle.

Faye skriver ind, ligesom Dix’ korrespondenter gjorde, og beder om at bryde den skriftlige relation og søge personlig kontakt: “Jeg har ikke dårlig samvittighed over at bede om at se dig personligt, fordi jeg føler det næsten som om jeg kendte dig” (West 25). Lonelyhearts går med til dette åbenlyse brud på de journalistiske forventninger, fordi han ikke er i stand til at skabe kontakt til læserne alene gennem sit forfatterskab. “Fuldstændigheden af hans fiasko drev ham til telefonen…” (West 26). Deres intime forhold og Lonelyhearts’ eventuelle indblanding i Peter og Faye Doyles liv afslører faren ved den intime skriftlige forbindelse.

På trods af dens farer er den intime forbindelse mellem læserne og klummeskribenten imidlertid afgørende for en klummes succes. Succesen for Dix’ klummer var afhængig af hendes evne til at opretholde denne intime relation med en række forskellige personer rundt om i verden. Mens det er en populær misforståelse, at Dix’ publikum primært var kvinder under 25 år, hævder Kanervo, Jones og White, at “Miss Dix modtog lige så mange breve fra unge kvinder og mænd, der søgte råd … som hun gjorde fra ældre voksne, forældre og bedsteforældre” (11). Hendes succes var afhængig af hendes evne til at transcendere tiden og appellere til både mænd og kvinder, gamle og unge. Til en mand, der spurgte, hvordan en 76-årig kvinde kunne vide noget om de unge, svarede Dix: “Jeg vil vove at sige, at jeg ved lige så meget om de unge, som jeg ved om noget andet på jorden. Hvordan? De fortæller mig det i deres breve” (Kane 284).

Det var ikke ualmindeligt, at Dix gav udtryk for et feministisk synspunkt og understregede mandens ansvar for sin kones lykke: “Jeg tror, at det vigtigste, der er galt med hustruer, er ægtemænd” (“What’s the Matter”). Men samtidig anerkendte Dix hustruens plads i hjemmet og hendes forpligtelse over for sine børn. Hun hævdede, at “en arbejdsdygtig kvinde burde skamme sig over at bede sin mand om at hjælpe med husarbejdet, efter at hans hårde arbejdsdag er forbi” (“Why a Man”). Hun gik endda så langt som til at give moderen skylden for ungdomskriminalitet: “Den virkelige reformation skal udføres af en mor med en stiv rygsøjle og en god, stærk, højre arm” (“Mothers Needed”).

Dix’ råd overskred klassegrænserne. Hun udtalte: “Bankdirektørens kone er lige så interesseret i at fastholde sin mands kærlighed, som postbuddets kone er i at fastholde hendes. Guvernøren er lige så ambitiøs for sine børn som mælkemanden. Jeg får lige så mange breve fra højtuddannede som fra dem, der aldrig har set en gymnasieskole indefra” (Washburn 2). Og efterhånden som tiderne ændrede sig, bestræbte Dix sig på at holde sig opdateret og relevant med sine svar. Weatherspoon formulerer Dorothys utrolige bedrift: “Hendes liv strakte sig over borgerkrigen, genopbygningen, den victorianske æra, århundredeskiftet, de rastløse tyverne og to verdenskrige og deres efterspil” (Weatherspoon 10).

Men den fejl, der ligger i Dorothys evne til at fastholde et så stort publikum, ligger i rådgivningsspaltens karakter som profitabel for avisernes oplag. Dix sagde henkastet: “‘Du ved, det er rart, at disse mennesker betaler mig på den måde, som de gør. Det betyder så meget for mig, at jeg måske ville gøre det for ingenting” (Kane 301). Alligevel kan man ikke ignorere det faktum, at Dix ikke “gjorde det for ingenting”. I 1916 tjente Dix mere end 35.000 dollars om året på grund af den enorme popularitet af hendes klummer og hendes dækning af mordsager (Weatherspoon 7). Til hendes ære forlod Dix rapporteringen om retssager, som hun mente, “hovedsageligt skabte oplag til Hearst aviserne” (Beasley 4). Hun levede dog stadig et yderst komfortabelt liv, idet hun dekorerede sit hjem med nordafrikanske kaffeborde og sov i en pragtfuld fransk seng (Weatherspoon 9). Hun underspillede denne succes, men man kan ikke ignorere den rigdom, der blev akkumuleret fra succesen med hendes klummer. Dette er endnu en fejl i rådgivningskolonnens natur: det er sympati i profittens navn.

Denne fejl fremhæves på samme måde i Miss Lonelyhearts. Lonelyhearts nærmer sig jobbet som klummeskribent med tanken om, at “det kunne føre til en sladderspalte, og alligevel er han træt af at være en benmand” (West 32). Selv Shrike fremhæver klummens karakter som et indbringende foretagende, når han råder Lonelyhearts til at “Husk venligst, at dit job er at øge oplaget af vores avis. Selvmord, det er kun rimeligt at tro, må modvirke dette formål” (West 18). At nærme sig et sårbart og følelsesladet begreb som selvmord ud fra profitens ufølsomme perspektiv er et bevis på, hvordan det perverterer profit ved at kombinere profit med rådgivning og medfølelse. Selvom Dix aldrig nærmede sig sine klummer med penge i tankerne, er denne iboende fejl i rådgivningskronens natur stadig uundgåelig.

Mens en undersøgelse af Dix’ klummer afslører komponenterne i hendes succes, viser den også de uundgåelige fejl, der er iboende i rådgivningskronikken som en form for journalistisk udtryk. Sammenligner man disse fejl med Miss Lonelyhearts fald i Wests novelle, bliver det klart, at Dix’ succes i virkeligheden skyldes hendes evne til at håndtere disse fejl i sin journalistiske form med ro og beherskelse. Selv rådspaltens bedstemor kunne ikke undgå fejlene i denne udtryksform, hvilket gør det endnu mere tydeligt, at disse fejl stadig har evnen til at gøre klummeskribenter til ofre i dag.

Citerede værker

Abramson, Phyllip Leslie. “Dorothy Dix” Sob Sister Journalism. Westport: Greenwood Publishing Group, Inc. 38-40.

Beasley, Maurine H. “Elizabeth M. Gilmer as Dorothy Dix: A Woman Journalist Rewrites the Myth of the Southern Lady”. The Dorothy Dix Collection. 27

september 1991. 28. oktober 2006.

Dix, Dorothy. “Public Ledger Announcement.” Felix G. Woodward Digital Library. Austin Peay State University. 2006. 15. november 2006.

<http://digital-library.apsu.edu>.

—. “Dorothy Dix.” “Barnbruden tragisk figur.” Dorothy Dix Collection. Felix G. Woodward Library. Austin Peay State University: Clarksville, Tennessee.

—. “Dorothy Dix.” “Der er brug for mødre i hjemmene.” Dorothy Dix Collection. Felix G. Woodward Library. Austin Peay State University: Clarksville, Tennessee.

—. “Dorothy Dix.” “What Sort of Love Lasts?” Dorothy Dix Collection. Felix G. Woodward Library. Austin Peay State University: Clarksville, Tennessee.

—. “Dorothy Dix’ brevkasse”. “Hvorfor en mand er berettiget til at nægte at gifte sig med den pige, der forventer, at han skal hjælpe med husarbejdet.” Dorothy Dix Collection. Felix G. Woodward Library. Austin Peay State University: Clarksville, Tennessee.

—. “Dorothy Dix’s Letter Box.” “Enker, der er uafhængige velhavende, begår en alvorlig fejl ved at kaste sig ud i ægteskab med mænd, som de ved har dårlige egenskaber – så lad være med at gøre det.”

Dorothy Dix Collection. Felix G. Woodward Library. Austin Peay State University: Clarksville, Tennessee.

—. “Dorothy Dix’s Letter Box.” “Unge piger har brug for at lære en masse om korrekt anstændighed, især når det gælder drenge, og det er op til de sidste at fortælle dem om det.” Dorothy Dix

Samling. Felix G. Woodward Library. Austin Peay State University: Clarksville, Tennessee.

—. “Dorothy Dix Talks.” “At se hjemmehjælperens job fra kvindens synsvinkel. Public Ledger Company. 1926. Dorothy Dix Collection. Felix G. Woodward Library. Austin Peay State University:

Clarksville, Tennessee.

—. “Dorothy Dix Talks.” “What’s the Matter with Wives!” Public Ledger Company. 1926. Dorothy Dix Collection. Felix G. Woodward Library. Austin Peay State University: Clarksville, Tennessee.

—. “Miss Dix’s Dictates for a Happy Life”. The Dorothy Dix Collection. Austin Peay State University. <http://library.apsu.edu/dix/happy.htm>.

—. “The Reason Men Do Not Marry.” The New York Times. 14. feb. 1904: 29. Proquest Historical Newspapers. Falvey Memorial Library, Villanova, PA. 10. oktober. <http://proquest.umi.com>.

Kane, Hartnett T. Kære Dorothy Dix: The Story of a Compassionate Woman (Historien om en medfølende kvinde). New York: Doubleday & Company, Inc., 1952.

Kane, Hartnett T. og Ella Bentley Arthur. “Dorothy Dix, Common Sense Philosopher”. The Quill: A Magazine for Journalists. Jan. 1953: 6-7, 17. Felix G. Woodward Digital Library. Austin Peay State

University. 2006. 15. november 2006. <http://digital-library.apsu.edu>.

Kanervo, Ellen, Ted Jones, og Jeff White. “Et hundrede års rådgivning: An Analysis of the Style and Content of Dear Abby and Dorothy Dix.” The Dorothy Dix Collection. 27. september 1991. 28

oktober 2006.

Washburn, Beatrice. “Findes der en rigtig Dorothy Dix?” Everybody’s Magazine. Oct. 1925: 19-25. Felix G. Woodward Digital Library. Austin Peay State University. 2006. 15. november 2006.

< http://digital-library.apsu.edu>.

Weatherspoon, Eloise. “Beloved Consolation: The Life of Dorothy Dix.” The Dorothy Dix Collection. 27. september 1991. 28. oktober 2006.

West, Nathaniel. “Miss Lonelyhearts.” Miss Lonelyhearts & The Day of the Locust. New York: New Directions Publishing Corp. 1962. 1-58.

Akkommentarer:

Inga Filippo, lederen af afdelingen for cirkulation og reserver på Austin Peay State University, for velvilligt at have kopieret Dorothy Dix’ klummer og sendt dem til Villanova.

Artiklerne blev modtaget som kopier af avisudklip fra Dorothy Dix-samlingen på Austin Peay University. Ikke alle artikler indeholdt datoer eller publikationer. Alle tilgængelige oplysninger er angivet.