Underklassen Elasmobranchii anses i dag i vid udstrækning for at være søstergruppen til underklassen Holocephali, selv om chimaeroidfisk oprindeligt blev klassificeret som elasmobranchier sammen med moderne hajer og rokker. Mens denne moderne systematiske behandling giver en nøjagtig afspejling af de fylogenetiske relationer mellem de nulevende taxa, er klassifikationen af mange uddøde ikke-holocephale hajlignende chondrichthyaner som elasmobrancher anfægtet. Der præsenteres en revideret, apomorfi-baseret definition af elasmobrancher, hvor de betragtes som svarende til neoselachianere, dvs. en monofyletisk gruppe af moderne hajer og rokker, som ikke blot udelukker alle stamme- og kroneholocæfer, men også mange palæozoiske hajlignende chondrichthyaner og selv nære uddøde slægtninge til neoselachianere som f.eks. hybodonts. De fossile optegnelser af elasmobranches (dvs. neoselachier) gennemgås med fokus ikke kun på deres tidligste optegnelser, men også på deres senere udbredelsesmønstre gennem tiden. Værdien og begrænsningerne af de fossile fund i forbindelse med besvarelse af spørgsmål om elasmobranches fylogeni diskuteres. Udryddelse ses som en vigtig faktor i udformningen af den tidlige elasmobranches historie, især i Trias. Udryddelser kan også have været med til at forme den moderne mangfoldighed af lamniforme arter på trods af usikkerheden omkring den fylogenetiske affinitet af formodet uddøde klasser som f.eks. cretoxyrhinider, anacoracider og odontider. Bortset fra disse eksempler og den formodede udryddelse af “sclerorhynchider” i Kridttiden har udviklingen af elasmobranchier siden Jura for det meste været præget af øget diversificering (især i Kridttiden). Den biogeografiske fordeling af de tidlige elasmobranches kan være sløret på grund af skævhed i prøveudtagningen, men de tidligste optegnelser af mange grupper findes inden for Tethyan-området. Gondwanas opløsning og især åbningen af det sydlige Atlanterhav (sammen med udviklingen af epikontinentale havveje gennem Brasilien og Afrika i løbet af Kridttiden) gav gentagne gange mulighed for spredning fra både den østlige (europæiske) og vestlige (caribiske) Tethys til nyligt dannede havbassiner.