Ordet hierofani går ofte igen i religionshistorikeren Mircea Eliades værker, som foretrak udtrykket frem for det mere snævre ord teofani, en gudeskikkelse.

Eliade argumenterer for, at religion er baseret på en skarp sondring mellem det hellige (Gud, guder, mytiske forfædre osv.) og det profane. Ifølge Eliade beskriver myterne for det traditionelle menneske “det helliges (eller det ‘overnaturlige’) gennembrud i Verden” – det vil sige hierofanier.

I de hierofanier, der er nedfældet i myten, optræder det hellige i form af idealmodeller (gudernes, heltenes handlinger og bud osv.). Ved at manifestere sig som en idealmodel giver det hellige verden værdi, retning og formål: “Manifestationen af det hellige, grundlægger ontologisk set verden”. Ifølge dette synspunkt er alle ting nødt til at efterligne eller tilpasse sig de hellige modeller, der er etableret af hierofanier, for at have sand virkelighed: Ting “får kun deres virkelighed, deres identitet, i det omfang de deltager i en transcendent virkelighed.”